Filmproducenten Regner Grastens tilsyneladende hang til undersøgelser kostede i sin tid tilblivelsen af toeren til den danske gyser-klassiker "Sidste time".
Det fortæller filmens instruktør Martin Schmidt i Kino.dk's podcast.
I år er det 25 år siden, at navne som Tomas Villum Jensen, Karl Bille, Laura Drasbæk, Ken Vedsegaard og Thomas Bo Larsen fik hårene i nakken til at rejse sig i "Sidste time".
Successen var hjemme og forfatteren Dennis Jürgensen fik nogle år senere skruet en opfølger sammen.
- Alt for mange år efter kom Regner (Grasten, red.) og sagde, at nu ville han gerne lave "Sidste Time 2". Vi holdt nogle møder, og vi havde fundet Frederiksberg hospital, hvor det skulle foregå på, fortæller Martin Schmidt.
Han tilføjer, at man gerne ville have nogenlunde de samme skuespillere, så det kunne blive en "reunion".
- Vi kunne sagtens have lavet den. Jeg ved ikke, hvordan det var gået. Men så lavede han (Regner Grasten, red.) en eller anden seer-undersøgelse, en eller anden opinions-ting, som Regner tit gør, hvilket måske er meget klogt, hvor han fandt ud af, at der måske var gået for lang tid imellem etteren og toeren, fortæller Martin Schmidt.
Han vil ikke afvise, at støvet vil blive børstet af manuskriptet.