Glemmer du at skifte til vinterdæk i år, kan det blive en rigtig dyr fornøjelse. Fra 1. juli gælder nye regler i færdselsloven, der giver en bøde på 1.000 kroner per dæk, hvis du kører rundt med sommerdæk i sne, sjap eller is.
Uegnede dæk kan altså hurtigt ende med en regning på 4.000 kroner, og dækbranchen opfordrer til at få skiftet i tide.
– Sommerdæk i vinterføre er helt klart åbenbart uegnede dæk, så er dækkene ikke skiftet i tide, så skal man vælge at lade bilen stå, indtil vejene er farbare, siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchen Danmark.
Med de nye regler ventes mange bilister at rykke ud i sidste øjeblik – og det kan give lange ventetider på værkstederne. Derfor er rådet klart:
Book tid nu, inden kulden for alvor sætter ind.
– Det vil være en dårlig idé at satse på, at man kan få skiftet til vinterhjul – eller udskiftet slidte dæk – uden tidsaftale, som vores medlemmer ofte oplever ønske om fra kunderne, når vinteren pludselig rammer. Og husk på, at loven ikke kun gælder for personbiler, men alle køretøjer, påpeger Volker Nitz.
Vil du være helt sikker, skal dine dæk være mærket både med M+S og det velkendte snefnugsymbol (3PMSF). Det gælder uanset, om du kører med vinterdæk eller helårsdæk – og er samtidig et krav, hvis du kører i vinterføre i nabolande som Sverige og Tyskland.
Selvom dækskifte endnu ikke er akut, er midten af oktober et godt tidspunkt at få dækkene skiftet. Så er du klar, hvis vinteren rammer tidligt.
– Man skal huske på, at gode helårsdæk og især rigtige vinterdæk, vil give bedre bremse- og styreegenskaber end sommerdæk, allerede når vejene er både kolde og våde. Så fra midten af oktober måned og frem vil være et godt bud på et tidspunkt for et værkstedsbesøg. Så er man i hvert fald også klar, hvis sneen igen lander den første uge i november, som vi tit har oplevet, siger Volker Nitz.
Husk også at dit forsikringsselskab kan afvise at dække skaden, hvis du har været skyld i et uheld med sommerdæk i vinterføre.