Tusindvis af danskerne pakker om kort tid bilen og vender ferienæsen mod Frankrig.
Men udover at huske pas, sygesikring, kufferter og børn - så er det også en god idé at købe en alkotester inden afrejsen.
Til juli træder en ny fransk lov nemlig i kraft og påbyder bilister at have en alkotester i bilen, så promillen kan aflæses, inden motoren bliver startet.
- Vi anbefaler, at man tager en alkotester med, så man undgår problemer i den sammenhæng, siger Frederik Valmin, feriekonsulent hos FDM, til Newspaq.
Bøden for at glemme alkotesteren ligger på 11 euro, men politiet vil først håndhæve loven til november.
I Frankrig er promillegrænsen ligesom i Danmark, Tyskland og Belgien 0,5.
Men i lande som Sverige, Norge, Estland, Polen og Rusland er den nede på 0,2 promille.
Derfor opfordrer FDM feriebilisterne til at være opmærksomme på promillegrænserne i de lande, de kører i.
- Det er meget forskelligt fra land til land. Og i Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien er grænsen 0,0. Så der må man altså ikke have drukket så meget som én øl, siger Frederik Valmin.