For mange mennesker er drømmen en flydende bolig, hvor man kan mærke vind, vejr og årstidernes skiften, og over hele landet er der projekter i gang for at få både i havnene. København har været langt fremme i den proces, men her har man måttet sande, at drømmene overstiger realiteterne.
I 2001 lovede daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), at København skulle have over 1.000 pladser til husbåde inden 2011. I 2005 gik Ritt Bjerregaard (S) til valg på planer om billige boliger og flere husbåde i havnen. I dag tror ingen på, at der bliver mere end maksimalt 200 husbåde i København. Og om en uge står seks husbådejere uden vand og el.
Problemer i farvandet
»Jeg mener ikke, at vi var for hurtigt ude af starthullerne, da vi købte vores både. Hvis man som politiker ikke står ved sit ord, så er det jo gratis at være politiker. Og det er jo ikke kun én gang, at der er blevet lovet flere pladser til husbåde« siger Tim Whyte. Han ejer en af de husbåde, der ved udgangen af marts mister sin plads. Tim Whyte har fundet et andet sted til sin husbåd, men fire andre ejere er ikke så heldige.
På rådhuset vil man stadig gerne have flere husbåde til Københavns havn, men undervejs er der kommet uforudsete problemer.
»Der er ikke noget mere kedeligt end dødt vand, og vi vil gerne have et aktivt havnemiljø.
Men vi har det problem, at bolværket i havnen ikke er ejet af kommunen. Derfor er vi nu i dialog med de private, der ejer bolværket,« siger Anne Vang, politisk ordfører for Socialdemokraterne.
Københavns planer om flere husbåde har også mødt kritik fra naboer. Frygten er, at husbådene privatiserer havnen og spærrer for udsigten over vandet.
»Jeg mener ikke, at det er et problem. Idéen er ikke, at vi skal have lange rækker af husbåde, men at vi skal lave et blandet miljø med plads til forskellige mennesker. Der skal både være husbåde, lystbåde, tom kajplads, havnebade og den slags,« forklarer Nikolai Sonne, konsulent ved Københavns Havn A/S.
Politikere ved for lidt
Hos foreningen for husbåde, Aktiv Havn, mener man, at frygten for husbåde bunder i en forkert opfattelse af, hvad husbåde er.
»Så vi har arrangeret en ¿charmetur¿ for politikere og andre interesserede. Her vil vi vise, hvad husbåde er og hvilket liv de giver til havneområderne.
Mange har jo en idé om, at det er gamle både, der er pakket ind i presenninger og lige ved at synke. Og så tror de kun, at her bor narkomaner og fulde folk,« forklarer Mogens Steffensen, fungerende formand i Aktiv Havn.
Læs mere side 2