Den massive menneskejagt efter den 19-årige mand, som sammen med sin storebror menes at stå bag bomberne mod Boston Marathon, sluttede natten til lørdag dansk tid, da den blødende Dsjokhar Tsarnaev blev anholdt af politiet.
Her følger en gennemgang af de dramatiske begivenheder de seneste dage, som har rystet USA.
* Mandag, 15. april: To bomber eksploderer tæt på målstregen ved det store maratonløb i Boston. Tre mennesker bliver dræbt og næsten 180 kvæstes.
* Tirsdag, 16. april: Ingen har endnu taget skylden for angrebet, siger det føderale politi FBI, som efterforsker sagen bredt. Præsident Obama kalder bombeangrebet for en terrorhandling.
* Torsdag, 18. april: FBI offentliggør billeder og videoklip af to mænd, som mistænkes for at have være involveret i angrebene. Politiet beder offentligheden om hjælp med at identificere dem.
* Torsdag aften bliver en politibetjent skudt på det prestigefyldte universitet M.I.T.
* Fredag, 19. april: En af de to mistænkte for bombeangrebet bliver slået ihjel i en skudveksling med politiet i Boston-forstaden Watertown.
* Den dræbte bliver identificeret som 26-årige Tamerlan Tsarnaev. Politiet starter en menneskejagt for at finde hans lillebror, 19-årige Dsjokhar Tsarnaev.
* Skoler bliver lukket, offentlig transport stoppes, og borgerne i dele af Boston bedes holde sig i deres hjem og holde dørene lukkede, mens jagten står på.
* Fredag aften lokal tid siger politiet i Boston, at de har anholdt den anden bror ved et hus i Watertown. Menneskejagten er forbi. Dsjokhar Tsarnaev er såret og bliver nu behandlet på hospitalet.
/ritzau/AFP