Lande som Frankrig, Italien og Spanien er allerede yndede rejsemål for turister verden over. Men nu vil EU-Kommissionen gøre endnu mere for at lokke turisterne til.
- Den økonomiske situation gør det nødvendig for os at se på, hvordan vi kan fremme væksten på alle områder. Og her er visumpolitikken et godt redskab, siger EU-kommissæren for indre anliggender, Cecilia Malmström, på et pressemøde i Bruxelles.
Ifølge kommissionens egne udregninger kommer 21 procent af de potentielle turister ikke til Europa, fordi det er for besværligt at få visum.
Derfor vil kommissionen strømline procedurerne, så det bliver hurtigere og lettere at få turistvisum til EU-landene.
- Men det kræver, at medlemslandene følger visumreglerne, og det gør de ikke helt i dag, siger Malmström.
Hvis alt går vel, regner EU's erhvervskommissær, Antonio Tajani, med, at øget turisme kan betyde op mod 1,5 millioner flere arbejdspladser i turismesektoren inden 2020.
- Det er første gang, kommissionen officielt anerkender vigtigheden i også at tage økonomiske argumenter med i overvejelserne, når vi udformer vores visumpolitik, siger Tajani og tilføjer:
- Så nu skal medlemslandene bare følge trop.
Samtidig med den løftede pegefinger til medlemslandene om at de skal implementere EU's visumregler, tager kommissionen også et andet skridt for at lokke flere turister til Europa.
Turister fra 16 lande fra Caribien og stillehavsområdet skal ikke længere have visum for at besøge Europa i en kortere periode.
- Og det er også gode nyheder for europæerne, for det går selvfølgelig begge veje - så det gælder også for europæere, der rejser dertil, siger Cecilia Malmström.
/ritzau/