Flere steder i landet går det i øjeblikket forbavsende hurtigt med at sælge boliger. Efter en længere periode, hvor det har været svært at få afsat ejerboliger, tegner 2007 lyst.
Særligt i Sønderjylland, trekantsområdet, Midtjylland og sågar København er det blevet nemmere at sælge boliger på kortere tid, oplyser kommunikationschef hos Home, Niels H. Carstensen.
I 2006 var salgstiden i København på 160 dage i gennemsnit. Home forventer, at salgstiden i gennemsnit over hele landet vil falde med 10 procent i 2007.
»Mange mæglere oplever, at de i år har to-tre flere fremvisninger end sidste år, og det giver også flere solgte boliger,« siger Niels H. Carstensen.
Han forklarer udsigten til den kortere salgstid med, at velstanden stiger, og at arbejdsløsheden er lav i Danmark for tiden.
»Folk har masser af penge – danskerne har aldrig været rigere. Boligformuen er i gennemsnit over en million,« siger Niels H. Carstensen.