Hunter Biden, som er søn af USA's præsident, Joe Biden, nægter, at han har gjort sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse, som han ellers er tiltalt for ved en domstol i delstaten Delaware.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af en række retsdokumenter, som hans advokat har indgivet i sagen tirsdag.
Den 53-årige præsidentsøn er tiltalt for at have løjet om sit stofmisbrug, da han tilbage i 2018 købte et våben.
Han har erkendt, at han på daværende tidspunkt døjede med afhængighed af stoffer og alkohol i forbindelse med, at han havde en vanskelig periode efter sin brors død.
Tiltalen er blevet rejst ved den føderale domstol i Bidens hjemstat, Delaware.
Det sker, efter at han tidligere havde indgået et tilståelsesforlig med den amerikanske anklagemyndighed. Det trak han sig dog fra i slutningen af juli.
Det tidligere tilståelsesforlig lød på, at 53-årige Hunter Biden erklærede sig skyldig i to skatteanklager og skulle deltage i et forløb for at undgå retsforfølgning i en våbenrelateret sag, skriver Reuters.
Forliget blev afvist af en føderal dommer, der sagde, hun ikke kunne godkende forliget i dens daværende form.
Dommeren begrundede afvisningen med, at hun var bekymret for, om aftalen var lovlig, og den immunitet som aftalen tilbød Hunter Biden.
Skatteanklagerne handler om, at Hunter Biden ikke har betalt skat af en indkomst på mere end 1,5 millioner dollar i 2017 og 2018. Det svarer til lidt over ti millioner kroner.
Sagen mod Hunter Biden har fået stor opmærksomhed og er blevet brugt af Donald Trump og republikanerne mod Joe Biden, skriver Reuters.
En retssag vil formentlig trække store overskrifter og præge den amerikanske præsident kampagne i 2024, hvor Joe Biden søger genvalg.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.