Manden de kalder jægeren - 'The Hunter' - er klar til at jage videre for de spanske mestre fra Real Madrid.
Den 25-årige Klaas-Jan Huntelaar skal forsøge at tage arven op efter en række andre hollandske superspillere, der gennem tiderne har forkælet det spanske fodboldpublikum med fin teknik og blik for mål.
I Madrid kommer Huntelaar til at spille sammen med landsholdskollegaerne Wesley Sneider, Rafael Van der Vart og målmaskinen Ruud van Nistelrooy, der nok også vil give 'The Hunter' hård kamp om en plads i det kongelige angreb.
Kontrakten med Real Madrid er stadig ikke underskravet, men kongeklubben har offentliggjort Huntelaar som ny i truppen på deres hjemmeside. Det er således ikke officielt, hvor lang en kontrakt Klaas-Jan Huntelaar vil underskrive.
Handlen mellem Ajax og Real kan teoretisk set stadig gå i vasken, hvis Huntelaar skulle misse det officielle lægetjek. Men da begge klubber har offentliggjort handlen tyder alt på, at hollænderen tørner ud for Madrid fra årsskiftet.
Huntelaar har gennem sin karriere været en garant for mål. 'The Hunter' har lavet imponerende 136 mål i 192 kampe - et gennemsnit, der vidner om hollænderens veludviklede målnæse.