Tidligere ansatte i ambulanceselskabet Bios kæmper stadig for at få udbetalt deres manglende løn, efter selskabet gik konkurs.
Et år efter konkursen ligger reddernes fagforeninger og Region Syddanmark stadig i strid om den manglende løn, efter Lønmodtagernes Garantifond gav afslag på at udbetale lønnen, skriver Jyllands Posten.
Men nu er 3F’s tålmodighed brugt op. 3F’s transportgruppe vil hente alle sagerne fra lokalafdelingen ind til hovedsædet i København.
- Vi og vores medlemmer er dybt frustrerede over, at der ikke sker noget, så vi har bedt vores afdelinger om at komme til møde torsdag, og så overtager vi sagerne. Og så snart vi har et overblik først i næste uge, så retter vi henvendelse til regionen om, at nu vil vi have det her løst. Og hvis det ikke bliver løst, så må vi gå videre i det fagretslige system, siger han til Jyllands Posten.
Det forslag bliver hilst velkommen af formand for præhospitaludvalget i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V).
- Jeg synes, det lyder som en god idé. Vi har også en meget stor interesse i at få den her sag afsluttet. Og det kan godt være, at det er nemmere, hvis der kun er en fælles part, som man skal forhandle med, siger han.
Han uddyber samtidig, at han helst så, at parterne satte sig rundt om et bord og fandt en fælles løsning.
Ifølge regionen er det indtil videre kun 134 af de 550 tidligere Bios-ansatte, der har fået afsluttet deres sag om udbetaling af manglende løn.