Tre døgn efter at tørklædesagen eksploderede er Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid nærmest lykkelig.
Hun er godt nok stadigvæk krænket over Dansk Folkepartis verbale udfald mod hende, men det opvejer - siger hun - slet ikke de mange hundrede mails og breve, som hun har fået i indbakken og postkassen de sidste par døgn.
- Jeg har aldrig nogensinde fået så mange søde og postive mails og breve. Der er flere hundrede fra mennesker, der støtter mig og siger, at de vil stemme på mig og Enhedslisten ved næste valg. Mit hjerte har åbnet sig meget mere. Da jeg tidligere i dag blev interviewet til den arabiske tv-station Al-Jazeera fortalte jeg dem også, at Danmark virkelige er meget mere end Dansk Folkeparti, siger Asmaa Abdol-Hamid.
Politikeren siger, at hun indtil videre kun har læst fire hadefulde breve.
- Jeg har fået fire kedlige mails, men afsenderen var den samme, griner hun.