Ejeren af en tysk ruhåret hønsehund får nu medhold i, at han skal have en erstatning på 22.000 kroner for tabt fortjeneste, fordi hans otte nye hundehvalpe var uægte.
Tæven, der var i løbetid, var netop blevet bedækket af en hanhund af samme race for at avle rene racehvalpe. Den fornøjelse kostede ejeren 6.000 kroner. Bagefter var hunhunden blevet lukket inde i en stald, for ikke at blive fristet af andre handyr.
Men tævens lugt må have ægget naboens bastardhund. Hanhunden sniffede sig frem til, hvor hunhunden lå,og fik snarrådigt åbnet både lås og stalddør med sine poter.
Fandt de elskende
Efter en hed nat blev de to vovser fundet af tævens ejer, som mildt sagt ikke var begejstret ved synet af de to elskovssyge hunde. For nu var den racerene bedækning gået i vasken, og et nyt bekosteligt avlsforsøg måtte sættes i sving.
Man ak, anstrengelserne var forgæves. Nabohundens bastardgener overtrumfede hanhønsehundens. Resultatet blev otte uægte hvalpe. Det kommer til at koste naboens forsikringsselskab dyrt.
Ankenævnet for Forsikring har netop afgjort, at naboens hundeansvarsforsikring skal dække tabet af de to mislykkede bedækninger og tabet af hvalpenes salgsværdi, i alt 22.000 kroner.