Hvor mange timer kan man lade hunden være alene hjemme? Hvad gør en klog hundeejer, når hvalpen splitter hytten ad? Og hvordan får man Danmarks sødeste hund?
Hver femte dansker ejer ifølge tal fra Danmarks Statistik en hund, og flere og flere af deres ejere sluger gode råd og læsestof om deres firbenede familiemedlemmer. Det viser læsertal fra flere hundemagasiner.
Bare i de første tre måneder af 2007 har Vi med Hund fået 21.000 flere læsere end i slutningen af 2006. I alt læser 155.000 danskere hver måned magasinet, som dermed vinder kapløbet om at være Danmarks hurtigst voksende månedsmagasin, viser den seneste opgørelse fra Gallup.
- De seneste år er det blevet mere populært at have hund, og folk går mere og mere op i, hvordan de skaber det bedste liv for deres hund. De råd, kan de få hos os, siger Jesper Sehested Lund, administrerende direktør i JSL Publications, som udgiver hundemagasinet.
Også hos Dansk Kennel Klub mærker man en stigende interesse for at have hund og for livet som hundeejer. På to år er klubbens medlemstal steget fra 27.922 medlemmer i 2004 til 30.649 i 2006, ligesom organisationens medlemsblad Hunden er blevet populært læsestof.
- Vi oplever generelt en stigende interesse blandt hundeejere for, hvordan man passer sin hund ordentligt, siger kommunikationskonsulent i Dansk Kennel Klub Vibeke Knudsen.
Blandt andet oplever Dansk Kennel Klub, at pladserne på organisationens hundehvalpetræningshold bliver revet væk, ligesom interessen for foredrag om hunde er stigende.
Det skyldes blandt andet, at vi i stigende grad ser de små skind som fuldbårne familiemedlemmer, mener Vibeke Knudsen.
- For mange går der nærmest projekt barn i den. Hunden skal have den bedst mulige opvækst. Selvfølgelig kan det blive for meget, men det er da langt at foretrække frem for, at folk går for lidt op i deres hund, siger hun.
Praktiserende psykolog, Birgit Bruun, har i 20 år har talt med patienter på sin klinik i Havdrup – blandt andet om deres forhold til dyr, og hun genkender billedet af hunden som familiemedlem:
- Flere tillægger deres hunde menneskelige egenskaber og ser dem som fuldbårne familiemedlemmer, siger hun.
For nogle kammer menneskeliggørelsen af hunden over, siger hun. For nogle bliver forholdet til hunden så altopslugende, at det helt erstatter kontakten med andre mennesker.
- Men for andre kan båndet til hunden være godt, måske bare en overgang. For eksempel når et ældre menneske har mistet en ægtefælle og i den første svære tid får dækket noget af sit sociale behov gennem sin hund, siger hun.