Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at få sat navn og identitet på den mand, der i går skabte panik ved Lystrup Skole i udkanten af Aarhus.
Den maskerede mand forsøgte onsdag eftermiddag at bortføre en pige fra 4. klasse på den østjyske folkeskole. Det uhyggelige optrin foregik ved 12-tiden i det såkaldte store frikvarter, hvor børnene slappede af, legede og spiste frokost.
En gruppe børn var midt i en fangeleg, og i den forbindelse løb den 10-årige pige ind i et buskads for at gemme sig, da manden pludselig sprang ud og tog fat i armen på hende og råbte "nu har jeg dig".
Pigen fik revet sig fri og løb væk, hvorefter manden løb væk derfra i retning mod Superbrugsen.
Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de sendte flere patruljer til stedet - heriblandt en hundepatrulje, der afsøgte området.
Politiet har i løbet af været til stede i Lystrup for at indsamle videoovervågning og for at foretage forhøringer i lokalområdet. Ordensmagten hører meget gerne fra vidner, der kan have set manden i området ved Lystrup Skole og Superbrugen i går ved middagstid.
Manden beskrives som:
- 25-50 år
- 170-180 cm høj
- Spinkel af kropsbygning
- Gik med usikker gang
- Talte dansk
- Var iført en elefanthue og en sort kasket med et hvidt bånd med kinesiske tegn
- Bar en sort, langærmet bluse, sorte jeans med sorte knapper langs buksebenet og sorte sko med hvidt Nike-logo
Østjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske sagen, og har man oplysninger, der kan være relevante for politiet, kan man ringe til Østjyllands Politi på telefon 114.
Politiet vil særligt gerne i kontakt med en mand, der luftede sin schæferhund i området på tidspunktet for hændelsen, da han kan være et vigtigt vidne.