En lille hundehvalp er det sødeste i verden. Men de små nuttede snuder og de kæreste små poter bliver ikke ved med at være lige nuttede og kære. Og hvad gør man så, hvis hundehvalpen er blevet voksen, og man kun kan lide hvalpe?
I Danmark findes der mennesker, der lader deres hund aflive, bare fordi den ikke er hvalp mere. Helle Lenschow er ved at uddanne sig til dyreadfærdsterapeut, og hun har haft kontakt til en familie, der ville have deres terrier aflivet.
»De sagde, at de ikke ville have den mere, og jeg spurgte, om jeg skulle hjælpe dem med at finde et nyt hjem til hunden. Mens de tænkte over det, fandt jeg ud af, at de havde gjort det samme to gange før,« fortæller Helle Lenschow.
Hundekørekort
Derfor ringede hun til familien og spurgte dem, om de ville købe en ny hvalp, når deres hund var aflivet.
»De sagde, at det ville de da. Det er virkelig en brug og smid væk-kultur,« siger Helle Lenschow.
Og hun er ikke den eneste, der oplever, at visse hundeejere ikke altid husker, at en hund er et levende væsen.
Karen Strandbygaard Ulrich underviser i hunde-adfærd på Etologisk Institut i København, og hun nikker genkendende til, at hundeejere nogle gange sætter deres kæledyr af på en rasteplads og kører videre alene.
»Så regner de med, at andre tager sig af hunden, så de kan slippe for at betale for en aflivning, « fortæller hun.
Dyreadfærdsterapeuten ønsker, at kommende hundeejere kunne tage et slags hundekørekort, så de kunne bevise, at de havde bestået nogle kurser i, hvordan man holder hund.
»Det er både for let at skaffe sig en hund i dag, og for let af skaffe sig af med hunden igen. Selvom dyrlægerne etisk og moralsk ikke bryder sig om det, så er jeg sikker på, de nogle gange afliver raske dyr, « siger hun.