I de kommende måneder vil Skat oplære hunde i at snuse sig frem til pengesedler, så de også kan lugte, om der er tale om dollar-sedler eller euro.
"Det er et led i, at det er meget brugt i visse kredse at have kontantbeløb med ud fra Danmark. Vi vil bruge hunde i vores kontrolarbejde som følge af det globale fokus på sikkerhed og som følge af, at der er tale om, at penge i større mængder kanaliseres til ikke forretningsmæssigt sunde formål," siger Ole Morsing, der er kontorchef i Skat København, til Jyllands-Posten.
De pengeglade hunde er blandt andet blevet brugt med succes i Storbritannien, og ifølge et notat fra Center for Terroranalyse er flere personer med begrænset indkomst taget i at smugle store pengebeløb ud af Danmark.
I de første ni måneder af 2008 opdagede de danske myndigheder 60 tilfælde, hvor forskellige personer forsøgte at smugle i alt 23 mio. kr. i kontanter ud af Danmark.