Eftersøgningen af den 18-årige forsvundne gymnasieelev, Jakob Haugen-Kossmann, fortsætter i aften, men politiet ved snart ikke, om det kan gøre mere.
- Vi er ved at nå det punkt, hvor der ikke er meget mere vi kan gøre aktivt, siger vicepolitikommissær Gert Have fra Nordsjællands politi til Eb.dk.
Politiet vil dog fortsætte med at lede efter Jakob og vil i aften undersøge området omkring Nørreport Station med hundepatruljer.
Jakob Hougen-Kossmann, der forsvandt forrige lørdag efter en bytur, plejede at tage toget fra Nørreport til Hellerup, når han havde været i byen.
Hundene skal i aften også sættes ind i baggårde omkring Nørreport i jagten på Jakob.
Hundene har tidligere uden held ledt efter spor af Jakob i Ørstedparken, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger har også dykkere fra Københavns Brandvæsen ledt i søen i Ørstedsparken.
Gert Have siger til avisen, at politiet efter at have set adskillige overvågningsbånd igennem, nu er så godt som sikker på, at Jakob Haugen-Kossmann aldrig har sat sig ind i et tog.
Samler ind til dusør
Jakob forsvandt, da han forlod spillestedet Det Elektriske Hjørne for 12 dage siden. Han var iklædt sorte, spidse sko, cowboybukser, sort skjorte med tynde hvide striber, en hvid hue med en rød stribe og et halstørklæde fra den italienske fodboldklub Inter.
Siden har politi, venner og familie søgt efter Jakob med stor mediebevågenhed og med oprettelse af en gruppe på Facebook med titlen Hvor er Jakob?
Venner har desuden igangsat en indsamling til en dusør. Dusøren gives til den person, som har oplysninger, der kan lede til Jakob.
Bliver han ikke fundet, vil dusøren blive overgivet til Jakob familie og godgørende formål.