Mens verdens øjne er rettet mod Pensylvania, Georgia og de andre svingstater, hvor Joe Biden og Donald Trump kæmper om præsidentposten, er stemmeoptællingen for længst overstået i den lille by Rabbit Hash i Kentucky.
Og vinderen blev… en hund! Og Wilbur, som den franske bulldog hedder, sikrede sig en overlegen sejr over sine modstandere.
Siden sidst i 90’erne har der været tradition for, at borgmestervalget i den lille by har foregået mellem hunde – Wilbur afløser således pitbullen Brynn, der har resideret over byen de sidste fire år.
Det lyder vanvittigt, men der er faktisk mening med galskaben. Hver stemme, man ønsker at afgive, koster nemlig en dollar. Pengene går til at bevare byens historiske bygninger – inklusive det meget gamle supermarked, der blev bygget i 1831.
Wilbur ejes af Amy Noland, og hun er stolt af sin borgmester, som efter sigende klarer sit nye job uden stress.
– Han har lavet en masse lokale interviews. Og så er han blevet klappet en del, blevet kløet på maven og mellem ørerne, fortæller hun.
Wilbur fik 13.143 stemmer og samlede dermed det samme beløb ind i dollars. I alt indbragte valget 22.985 dollars.
og så skal det nok lige nævnes, at valget ikke er juridisk gældende...