At hunden er menneskets bedste ven, er der ikke så meget nyt i. Men for amerikanske Debbie Parkhurst er hendes to-årige golden retriever blevet mere end en god ven - den er også hendes redningsmand, skriver AP.
Debbie Parkhurst var ved at spise et æble, da et lille stykke satte sig fast i hendes hals. Hun forsøgte forgæves at udføre Heimlich-metoden (hvor man ved at hårde tryk lige under en persons lunger forsøger at presse den genstand, der har sat sig fast i luftvejene, op) på sig selv. Da dette ikke virkede, begyndte Debbie Parkhurst at slå sig på brystet. Det var på dette tidspunkt, at hunden Toby lagde mærke til, at noget var galt.
- Inden jeg fik set mig om, stod Toby på sine bagben med forbenene på mine skuldre. Han skubbede mig ned på gulvet, og da jeg først lå ned, begyndte han at hoppe op og ned på mit bryst, fortæller Debbie Parkhurst ifølge AP.
Dette skubbede tilsyneladende æblestykket fri. Toby fortsatte sin heltegerning ved at slikke på Debbie Parkhursts ansigt for at holde hende ved bevidsthed.
- Jeg har i bogstaveligste forstand stadig poteformede blå mærker på brystkassen. Lægen siger, at jeg sikkert ikke ville være her uden Toby. Jeg bliver ved med at kigge på ham og sige Du er fantastisk , siger Debbie Parkhurst ifølge AP.