Ingen mad. Ingen drikke. Og pludselig heller ingen ejer.
Hunhunden Ruth fra Korsør er ifølge Dyrenes Beskyttelse netop kommet levende fra det, der må være et husdyrs værste mareridt.
Forestil dig følgende: Du sidder i køkkenet og nyder din morgenmad fra skålen, mens du venter på, at din ejer skal komme ud og sige hej.
Intet sker
Men intet sker. Du venter, trasker rundt i køkkenet, sætter dig, snuser lidt.
Men stadig intet nyt fra stuen, hvor du sidst har set din ejer.
Og sådan går dagen. Først kommer tørsten, så sulten. Men der bliver ved med at være helt stille inde i stuen, og der er ingen, der fylder din madskål.
Dag bliver nat, og du begynder at blive lidt nervøs. Piber lidt, skraber mod døren.
Stuen forbliver tavs
Dagene slæber sig af sted, og du overlever med nød og næppe ved at slikke vanddråber fra køkkenhanen og gnaske dig gennem gamle mælkekartoner.
Endelig – 21 dage efter dit seneste måltid – banker det på døren. Det er Falckreddder Erik Fredensborg, der er kaldt ud til lejligheden, fordi naboerne ikke har set ejeren – og dig – i lang tid.
Han konstaterer, at din ejer har været død i tre uger, og at du nok skal på et internat – i Roskilde. Siden forbarmer en venlig familie sig over dig og adopterer dig.
Og du kommer en tur i avisen.
Det var skæbnen for hunhunden Ruth, der blev spærret inde med sin afdøde ejer.