En 76-årig mand fra Kirke Såby kan takke sin egen tankeløshed for et bizart biluheld.
Manden havde mandag eftermiddag parkeret sin varebil på Kragevænget i Lejre på Midtsjælland for at gå et ærinde.
Imens sad hans hund bundet fast til gearstangen i varebilen. Men hunden havde desværre ikke til sinds at sidde stille, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det lykkedes hunden at skubbe gearstangen i frigear, hvorefter hund og bil trillede ned ad en bakke og endte i et stengærde.
Hunden slap uskadt fra uheldet, oplyser politiet.