Lille Penny kravlede under sin ejer, Kristy Taylors, hegn for fem år siden i dens hjem i byen Lucedale i Mississippi. Kristy ledte og ledte, mens dagene blev til uger, som blev til måneder, og efterhånden havde Kristy afskrevet nogensinde at skulle se sin lille hund igen.
Det ændrede sig, da hun fem år efter fik en opringning fra Volusia County Animal Service. Det var ikke et dyreinternat lige om hjørnet – ej heller i staten Mississippi. Det ligger såmænd i Florida nordøst for Orlando – 870 kilometer væk!
Penny var blvet spottet strejfende på vejen af en forbipasserende, som havde indleveret den til internatet. Heldigvis havde Penny en mikrochip, som blev scannet, og de kunne de se, at hunden hed Penny. Da de kaldte på den, vendte den sig om, logrede og smilte til dem.
Men de kunne også se nogle andre oplysninger på chippen, og herefter fik Kristy Taylor det forløsende opkald.
Kristy Taylor og hendes kæreste med Penny efter de samlede hende op på internatet. Foto: WFTV
Kristy kørte, så snart hun fik opkaldet, med sin partner straks over til internatet i Florida 10 timer væk, og Penny kunne genkende hende med det samme. Den gøede og løb rundt om hende, så gensynsglæden var stor hos begge.
- Hun har taget et længere ferieophold end normalt, fortæller Kristy Taylor til ABC News. - Men hun har nok også boet hos nogle i den periode, for Penny var bestemt ikke afmagret, tværtimod – hun havde taget noget på i årene, der er gået...Hvad der ellers er sket i de fem år, står hen i det uvisse.
Nu er Penny tilbage i Mississippi, og nyder det på sofaen. Den kommer rigtig godt overens med dens andre "søskende", som er kommet til i mellemtiden ifølge Taylor, som har et godt råd til alle hundeejere: - Hvis dit kæledyr ikke har en mikrochip, så se at få det ordnet. Vi havde aldrig fået Penny igen, havde den ikke haft en sådan.