Natalie Evans burde have lov til at bruge de nedfrosne æg til at få børn, selvom faderen ikke vil have det. Det mener Peter Øhrstrøm, der er medlem af Etisk Råd og i mange år har beskæftiget sig med etiske dilemmaer om skabelsen af liv.
Han lægger vægt på kvindens ret til at få barnet, når manden en gang har sagt ja til det.
»Hvis det havde været et almindeligt samleje, ville han jo ikke have været i stand til at trække sæden tilbage. Derfor bør det være hendes ret,« siger Peter Øhrstrøm og understreger, at udtalelsen står for egen regning.
»Man kan jo sige, at har han sagt A, må han sige B. Kvinden har ret til at blive mor, for manden har givet hende denne ret ved at gå med til befrugtningen. Han har sagt ja til at starte et lille liv,« siger Peter Øhrstrøm.
At tirsdagens dom går imod Natallie Evans og dermed fratager hende retten til at bruge sine æg betyder ikke, at domstolens konklusion er skrevet i sten. For der var ikke enighed blandt dommerne i Strasbourg.
»Jeg hæfter mig ved, at der er fire dommere, som mener noget andet. Deres argumenter vil jeg se frem til at nærlæse,« siger Peter Øhrstrøm.
I Danmark har begge parter ret til at stoppe en kunstig befrugtning, indtil det befrugtede æg er placeret i livmoderen. Derefter overgår retten til kvinden.