Pungen var bidt så meget i stykker, at hans testikler var blotlagt, og en del af huden var væk.
Sådan beskriver politiet en 49-årig fynbos skader efter mødet med samleverens tandsæt. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Udover de voldsomme skader i skridtet var manden blevet skåret i brystet med en kniv, men kun med overfladiske sår til følge.
I første omgang fortalte den 51-årige kvinde, at manden havde skåret sig selv. Men hun blev dog anholdt og sigtet for grov vold; noget hun ifølge politiet tidligere har beskæftiget sig med ved andre lejligheder.
Den skambidte mand, ja han havde faktisk slet ikke lyst til at tale med politiet om sine blottede nosser og de andre skader. Han har heller ikke lyst til at anmelde sin samlever for vold, men politiet forsøger nu alligevel at få hende fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Kilde: Fyens Stiftstidende