Instruktøren bag 'The Incredible Hulk' Louis Latterier ryster ikke på hånden, når han siger, at han er klar på en efterfølger. Det sker på trods af, at den første film aldrig blev den helt store succes.
Filmen, der havde dansk premiere i sommerferien, omsatte godt nok for lidt over 263 millioner dollars, men i længden var det ikke noget at råbe hurra for, da produktionsbudgettet lå på 150 millioner dollars.
Louis Latterier tør godt tage kampen op og lave en efterfølger.
"Selvfølgelig ville jeg vende tilbage. Jeg har nogle ideer. Så mange ideer til så mange ting. Edward Norton er en fantastisk skuespiller og en fantastisk Hulk," siger Louis Latterier til Moviehole.
Næste gang Hulk kommer på det store lærred bliver højst sandsynligt i filmen 'The Avengers', der ventes at få premiere engang i 2012. Hvis filmen får succes, kan det være, at Edward Norton igen trækker i det grønne kostume.