Enhedslistens Per Clausen vil have miljøminister Connie Hedegaard (K) til at sørge for, at kildevandsproducenter ikke kan omgå reglerne om pant på kildevandsflasker ved at tilsætte kildevandet aroma uden smag.
- Det er helt uacceptabelt, at kildevandsproducenter kan krybe uden om kravet om at indføre pant på deres flasker, siger Per Clausen, efter at netavisen Nordjyske.dk har beskrevet hullet i reglerne.
Her spår blandt andre Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, at pantreglerne, der træder i kraft 1. juli, vil få kildevandsproducenter til at tilsætte smagsløse aromaer, da den slags kildevand er undtaget pant.
Det kan betyde, at flaskerne fortsat vil ende i naturen fremfor at blive afleveret til genbrug.
Per Clausen fra Enhedslisten er overrasket over udmeldingen.
- Det kommer som et chok for mig, at miljøministeren vil indføre en ordning med et hul så stort som en ladeport, så producenterne kan snige sig uden om at indføre en pantordning, siger han.
Han vil nu indkalde Connie Hedegaard i samråd i Miljøudvalget.
Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, er enig i, at der skal gribes ind, hvis det viser sig, at producenterne begynder at spekulere i at undgå panten ved at tilsætte smagløs aroma. Omvendt har han svært ved at forstå, at nyheden kommer som et chok for Per Clausen.
- Da vi lavede reglerne i sin tid, advarede Bryggeriforeningen også om, at der var et muligt hul i reglerne med de her aromaer, siger Jørn Dohrmann og kalder det ’hyklerisk’ af Per Clausen at sige, at det kommer bag på ham:
- Det er helt klart noget, branchen har gjort os opmærksom på. Hvis Per Clausen ikke har fulgt med i timen under forhandlingerne, så er det hans egen sag.
Til det siger Per Clausen:
- Jeg vil ikke afvise, at jeg har overset en henvendelse fra Bryggeriforeningen. Men hvis Jørn Dohrmann er indstillet på at lukke for hullet, så jeg skal jeg til gengæld gerne erkende, at jeg måske har sovet i timen.
Avisen.dk arbejder på at få en kommentar fra miiljøminister Connie Hedegaard.