Hugh Jackman, der for tiden er bedre kendt som Wolverine, kan sagtens se sig selv fortsætte arbejdet med den populære X-Men-figur. Det skriver filmz.dk.
Dog pointerer Jackman, at en efterfølger, til den aktuelle film om Wolverine, kun kan komme på tale, hvis den nuværende film bliver en succes.
Derfor kan Hugh Jackman nok allerede nu rydde kalenderen og indstille sig på endnu en omgang på lærredet som Wolverine. Filmen går nemlig som varmt brød i biografer verden over.
Og hvis Jackman har noget at skulle have sagt om den næste film i rækken, så bliver der mere samurai-stemning over den kommende film.
"Jeg er enorm stor fan af den japanske saga i tegneserierne," fortæller Jackman til MTV.
"Der er så mange områder i den japanske historie. Jeg er vild med idéen om, at denne anarkistiske karakter, outsideren, eksisterer i verden... Tanken om samuraien også - og deres traditioner. Det er virkelig fedt. I tegneserien får han røvfuld af et par samuraier - ikke engang mutanter. Han bliver i starten helt chokeret over det."