Det var et trist syn, som tirsdag morgen mødte børn og personale i børnehaven Gribskov Naturbørnehus.
Børnehavens høns, kyllinger og en hane var pist forsvundet fra hønsegården på stedet. Og det var ikke ræven, som havde været på spil.
Politiet blev derfor tilkaldt til børnehaven, hvor man kunne konstatere, at både låsen og hegnet ind til hønsegården var klippet op.
Tyveriet er sket imellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands politi, som altså nu leder efter hønsetyven.
Det er ikke første gang, at en børnehave med hønsegård bliver udsat for tyveri. I sommeren 2019 mistede en børnehave i Høje-Taastrup tre høns og en lille kylling.
Samme år var der indbrud i en børnehave i Sæby, hvor der blev stjålet to høns og ti kyllinger.