Fra Superligaen til Danmarksserien. Sådan beskriver den politiske kommentator Niels Krause-Kjær, ifølge nordjyske.dk, udviklingen for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i dramaet om de afviste asylansøgere.
- Den vare, hun skulle levere som minister, den blev tabt på gulvet i asylsagen, og det er først og fremmest hendes skyld, siger Niels Krause-Kjær ifølge avisen.
Han betegner integrationsministeren som amatør og er især forundret over, at hun lod sig diktere af Dansk Folkeparti og dermed ikke holdt selv små møder med oppositionen, men i stedet vrissede af både dem og pressen.
Birthe Rønn Hornbech afviser kritikken og siger, at hun blot har passet sit arbejde.