Kosmetologer og sygeplejesker behandler gerne personer med hudlidelser såsom uønsket hårvækst, akne og forandringer i huden. Det skriver Ugeskrift for Læger, der har kontaktet 44 klinikker på Sjælland og udgivet sig for at være en mulig klient, der ville høre om muligheden for at få fjernet pigmentfejl blandt andet. Mere end halvdelen af klinikkerne svarede positivt på spørgsmålet.
»Det er foruroligende, at så mange klinikker tilbyder behandling af noget, der potentielt set kunne være kræft. Det har de slet ikke ekspertisen til, og i sidste konsekvens risikerer man, at patienter med modermærkekræft lige pludselig har spredning, fordi de ikke er blevet ordentligt diagnosticeret og dermed heller ikke har fået den rette behandling,« siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten til Ugeskrift for Læger.