Der er blandede reaktioner i og omkring Hamburger Sport-Verein, efter at den tyske storklub torsdag fyrede sportsdirektør Frank Arnesen.
Hvor der i pressen har været udbredt forståelse for beslutningen, har fansene været mere lunkne over igen at skulle starte forfra i den sportslige ledelse. Og klubbens målmand, René Adler, er ked af, at danskeren ikke længere er i klubben.
- Arnesen hentede mig sidste år, og jeg er meget taknemmelig for, at han gennemtrumfede den handel trods meget modstand, siger René Adler til Hamburger Morgenpost.
Adler var efter en lang skadespause havnet på et sidespor i Bayer Leverkusen, men Arnesen troede på det tidligere supertalent, og målmanden er nu for alvor kommet på ret kurs og har stået en glimrende sæson i Hamburg.
Ifølge fodboldbladet Kicker, der giver spillerne karakterer efter hver kamp, har Arnesens indkøb således været Bundesligaens næstbedste keeper i den forgangne sæson.
Adlers storspil var dog ikke nok til at sende klubben op på en slutplacering, der giver adgang til europæisk fodbold næste år, og syvendepladsen var efter alt at dømme med til at fælde Arnesen.
- Vores sæson har været nogenlunde. Ikke god, men heller ikke dårlig, mener René Adler, der erklærer sig "overrasket" over udviklingen.
/ritzau/