Efter fem år med GF Forsikrings logo på trøjen skifter det danske kvindelandshold hovedsponsor, når den nuværende kontrakt med forsikringsselskabet udløber ved årsskiftet.
Forsikringsselskabet har valgt at stoppe samarbejdet, skriver DHF i en pressemeddelelse.
"Markedet for forsikringer har ændret sig markant, siden vi indgik aftalen med DHF i 2008, så ud fra en rent forretningsmæssig vinkel har vi i GF Forsikring vurderet, at vi for at tilpasse os den skærpede konkurrencesituation på forsikringsmarkedet ønsker at arbejde med andre for os mere effektfulde marketingsmæssige virkemidler og medier," siger Rikke Skovlund, marketingchef hos GF Forsikring.
Hos Dansk Håndbold Forbund er direktør Henrik M. Jacobsen trist over samarbejdets ophør, men nu må forbundet arbejde for at finde en ny pengepung.
"Nøgleordet for kvindelandsholdets kommende samarbejdspartnere vil være "aktivering" - med et højt udbytte for partnerne som afkast. Så i DHF går vi på sponsorfronten med stor optimisme ind i arbejdet med at finde afløsere, som kan operere på samme høje og seriøse niveau som GF Forsikring," siger Henrik M. Jacobsen.
Siden indgåelsen af samarbejdsaftalen i 2008 har det danske A-landshold været placeret uden for medaljerækken ved de store internationale slutrunder.
Forbundet sætter dog sin lid til, at de kvindelige U-landshold, som har høstet flotte resultater ved internationale mesterskaber, måske kan få en ny storsponsor på banen.