Er du træt af at kigge ind i en anden bygning fra dit hotelværelse? Og synes du, at værelset er sådan lige til den klejne side? Må Avisen.dk så anbefale den ydmyge penthouse-suite på toppen af det femstjernede Mandarin Oriental Mayfair Hotel?
Det ligger på Hanover Square midt i den mondæne bydel Mayfair i den engelske hovedstad. Og her er der nærmest en chance for at fare vild, for suiten er på hele 465 kvadratmeter.
Her er panoramaudsigt 180 grader over den smukke bydel. Penthousen ligger på 11. sal i den kun et år gamle hotelbygning. Udover egen butlerservice naturligvis får du også:
* Overnatning for fire personer
* Håndmalet tapeter overalt
* Marmorbadeværelse med spa
* Kæmpe bar med egen bartender, når du ønsker det og meget mere.
Her kan du se lidt inde fra penthousen:
Foto: Mandarin Oriental Mayfair
Foto: Mandarin Oriental Mayfair
Foto: Mandarin Oriental Mayfair
Foto: Mandarin Oriental Mayfair
Men tro ikke, at bare fordi du har booket den skønne penthouse til 40.000 Pund i døgnet (335.000 kr.), at du kan imponere dine endnu rigere venner.
For de kan risikere at bo lige om hjørnet på Hotel Claridge's. Det 169 år gamle hotel har indrettet sin egen penthouse i 2023 med 360 graders panoramaudsigt, privat swimmingpool, et Steinway piano og original Damien Hirst-kunst. Det koster såmænd 60.000 Pund i døgnet (en halv million gode danske kroner).
Eller du kan for samme pris vælge at bo i hele 588 dage på Hotel Scandic i Aalborg...