Ejeren af et stort hotel i Sønderjylland skal nu stilles for retten med krav om fængsel efter en stor brand på hotellet.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod ejeren af Strandhotel Sønderhav ved Kollund, Niels Jessen, skriver jv.dk.
Branden i februar udviklede sig eksplosionsagtigt, og flere beboere i nærheden måtte evakueres.
Om vinteren er det historiske hotel lukket for gæster, og i første omgang mente ejerparret, at ilden muligvis skyldtes nogle varmeblæsere på første sal.
- Vi er chokerede. Vi har lagt så meget tid og kræfter i det, sagde Helle Anette Jessen i vinter til jv.dk. Hun drev hotellet sammen med Niels Jessen.
I foråret kom det frem, at politiet havde rejst sigtelse mod ham, og nu er anklageskriftet altså udfærdiget. Han nægter sig skyldig.
Tiltalen går på brandstiftelse med henblik på at score forsikringspræmien. Skaderne løb op i cirka 10 millioner kroner.