DR-programmet Hotel Romantik har fået danske seniorer til at pakke kufferten. Hos Spies kan man tydeligt mærke, at det populære tv-program om ældre, der søger kærlighed og nye bekendtskaber, sender flere modne rejsende afsted på egen hånd.
Rejsebureauet, der i mere end ti år har arbejdet med konceptet 'Ferie alene – sammen med andre' for solorejsende over 65 år, oplever en markant stigning i interessen. I år tilbyder Spies 21 senior-solorejser, og udbuddet er vokset med omkring 40 procent siden sidste år. Cirka 420 gæster rejser årligt med på turene, der kombinerer sydens sol med socialt fællesskab.
- Vi mærker tydeligt, at flere seniorer får mod på at rejse alene ud for at møde andre. Og især er interessen steget ret markant, nu hvor den nyeste sæson af Hotel Romantik løber over skærmen. Så vi antager der må være en vis sammenhæng, siger kommunikationschef hos Spies, Sofie Folden Lund.
Hun peger på, at der er et særligt mønster i, hvornår tilmeldingerne tikker ind. Spies bemærker ekstra mange bookinger om mandagen - altså dagen efter, at mange seere har fulgt med i ugens afsnit af Hotel Romantik.
Flere mænd
Det er ikke kun antallet af bookinger, der har ændret sig. Også sammensætningen af gæster er en anden end tidligere. Hvor senior-solorejserne historisk har været domineret af kvinder, ser Spies nu en mere ligelig kønsfordeling.
- Historisk har mere end 80 procent været kvinder på vores ture. Men nu ser vi langt flere mænd melde sig til. Det er en målgruppe, som ellers traditionelt har været svær at få med på grupperejserne, så det er utroligt dejligt, at der nu er en mere ligelig fordeling - det giver en god dynamik på rejserne," siger Sofie Folden Lund.
Konceptet henvender sig til seniorer, der gerne vil rejse uden ledsager, men samtidig indgå i et fællesskab med jævnaldrende.