Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Sundhedsplatformen har de seneste år medført væsentlige problemer med at registrere behandlingerne, og i efteråret 2017 stod Region Hovedstaden på grund af manglende afregning fra staten til at mangle 430 mio. kr. i finansiering. Det tal er nu gnavet ned til 54 mio. kr.
En vedvarende indsats med registreringer og en kæmpe indsats fra dedikerede medarbejdere har betydet, at regionen også har fået medhold i en række ændringer i indberetningerne til Sundhedsdatastyrelsen. Det har betydet et forbedret resultat på ca. 214 mio. kr.
Trods indførelsen af nyt patientjournalsystem har hospitalerne ovenikøbet haft højere aktivitet i 2017 end i 2016. Region Hovedstaden kommer ud af 2017 med en vækst 1,08 pct. Det er en højere aktivitet end nogensinde tidligere i et år med indførelse af et gigantisk it-projekt.
"Det bekræfter, at en ihærdig indsats bærer frugt. Hvor vi i efteråret havde bekymring om, at vi skulle tilbagebetale den fulde statslige meraktivitetspulje, så viser den endelige opgørelse for 2017, at vi med en fokuseret slutspurt ikke er kommet helt i land, men har indhentet det meste af de 430 mio. kroner," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
FAKTA
Årsopgørelsen for regionernes aktivitet viser på landsplan en vækst fra 2016 til 2017 på 1,4 pct. De tre vestlige regioner har en aktivitetsvækst på omkring 2 pct. Region Hovedstaden en vækst 1,08 pct., og Region Sjælland et aktivitetsfald på 0,39 pct.
Regionerne skal ikke fysisk betale puljemidler tilbage, men mindreaktiviteten videreføres til næste år.
Den statslige meraktivitetspulje blev suspenderet for 2018, og er nu besluttet nedlagt i forbindelse med den netop indgåede økonomiaftale mellem regionerne og regeringen.
Yderligere info:
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten presse@regionh.dk eller 7020 9588
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.