Der kommer flere kroner i hospitalskassen jo flere operationer, der er. Sådan er reglerne for de danske hospitaler. Drg-systemet hedder reglerne, der betyder, at man bliver betalt per behandling og ikke per resultat.
Men det skal være slut med, at hospitaler essentielt kan tjene penge på at fejloperere, mener Danske Regioners administrerende direktør Per Okkels. Det skriver Dagens Medicin.
"I princippet bliver vi belønnet for fejloperationer, og vi tjener faktisk mange penge på, at vi påfører patienterne infektioner i sygehusvæsenet, og det er jo håbløst. Man skulle jo have point og belønning, hvis der ikke er infektioner," siger Per Okkels.
Den administrerende direktør tror dog ikke, at sygehusene går og spekulerer i at fejlbehandle patienter. Men det, at det reelt er en mulighed, er stadig dybt problematisk.
"Vil man have et belønningssystem, skal man belønne effekten snarere end produktionen i sig selv. Se på, om det virker mere eller mindre," understreger Per Okkels.
Generelt er det på tide med et grundigt og kritisk eftersyn af drg-systemet, mener man i Danske Regioner.
"De økonomiske incitamenter vender forkert. De motivere os ikke til at gå efter det bedste," siger Okkels.
Kilde: Dagens Medicin