Al den snak om fyringer på landets hospitaler er langt ude.
Det mener Venstres gruppeformand i Region Hovedstaden, Bent Larsen, ifølge Politiken.
Det siger han, efter en opgørelse fra regionen viser, at der sidste år blev kom 2.500 flere ansatte på hovedstedens sygehuse.
Den største stigning skete på Rigshospitalet, hvor antallet af medarbejdere steg med 646, men på samtlige hospitaler i området blev der ansat flere medarbejdere, skriver avisen.
"Selv om der nu bliver fyret 800 ansatte, vil der stadig være 1.700 flere ansatte end for et år siden. Sagen er, at man bare har ansat løs på hospitalerne uden at sikre sig, at der var budget til det," siger Bent Larsen.
Vibeke Westh, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i hovedstaden, er meget overrasket over tallene.
"Jeg anerkender, at vi er blevet flere ansatte, men jeg er ikke sikker på, at beregningen er rigtig," siger formanden.