Et amerikansk forældrepar fik forleden det værst tænkelige telefon-opkald.
"Jeres datter er død," lød det fra stemmen i den anden ende af røret.
Opkaldet stammede fra St. Joseph's Medical Center i Arizona, hvor de to unge piger, Marlena Cantu og Abby Guerra, var blevet kørt hen, efter de var forulykket i deres bil.
Den ene af de to piger var død på stedet, og lægerne mente, at der var tale om Abby Guerra og ringede derfor med det samme til hendes forældre med de tragiske nyheder.
Imens fik Marlena Cantus forældre besked om, at deres datter var overlevet, men på det pågældende tidspunkt lå i koma.
De skyndte sig ned til hospitalet og ventede på, at deres datter, som pga. skaderne fra ulykken var uigenkendelig, skulle vågne op.
I seks dage ventede Marlenas forældre ved datterens side. Lykkelige over at deres pige havde overlevet den forfærdelige ulykke.
Men under obduktionen af Abby Guerra skete der noget uventet, og lægerne blev pludselig i tvivl, om den dræbte kvinde virkelig var den, de troede, hun var.
Den unge kvindes tandsæt passede nemlig ikke med papirerne på Abby Guerra.
Der var sket en fejl. Det var ikke Abby Guerra, der var død. Det var Marlena Cantu.
Det bekræfter de amerikanske myndigheder bl. a. over for CNN.
Marlena Cantus forældre, der i seks dage havde siddet ved siden af sygesengen og ventet på, at deres datter skulle vågne op fra komaen, fik nu pludselig at vide, at det rent faktisk var deres datter, der var død i ulykken.
Samtidig fik Abby Guerras forældre at vide, at de godt kunne aflyse begravelsen, eftersom deres datter var i levende live.
Fra hospitalets side beklager man hændelsen, men vurderer, at det ikke var lægernes skyld.
"Da lægerne kæmpede for at redde patientens liv, så var de ikke i stand til at sikre hendes identitet," siger Suzanna Pfister, vicedirektør på St. Joseph's Medical Center, til CNN.
"Fra de informationer, vi havde den aften, så troede vi, at patienten var Marlena Cantu. Vi ved, at dette er en ekstraordinær vanskelig situation, og begge familier er i vores hjerter og bønner," siger Suzanna Pfister.