Ejeren af en tatovørforretning i Horsens har torsdag over for en dommer tilstået, at han har opbevaret en stor portion hash i et kælderlokale i byen.
Straffen til den 28-årige Lennart Lundberg Sørensen er blevet fastsat til fængsel i to år.
Manden har modtaget dommen, oplyser anklager Nina Rohde fra Sydøstjyllands Politi.
Det var i begyndelsen af februar, at betjente opdagede hashen i kælderlokalet under en restauration i byen.
Oprindeligt havde den 28-årige lånt lokalet for at opbevare møbler, men så blev brugen udvidet til de mange kilo hash.
Hvem han som lagermand har serviceret, har han ikke svaret på.
- Det vil han ikke fortælle, siger anklager Nina Rohde.
I et retsmøde 4. februar blev den nu dømte varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, som blev holdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre.
Men allerede efter en måned er sagen altså blevet afgjort.
I et interview med Horsens Folkeblad fortalte Sørensen sidste år om sit liv. Den uddannede maskinarbejder var gået lidt kold i sit fag og trængte til forandringer.
Derefter besluttede han sig for at åbne en forretning, hvor folk kan få tegnet kruseduller på deres krop. I forretningen Crazy Crew Tattoo har han beskæftiget fire tatovører, fremgik det.
Men et nyt forretningsområde blev altså også opbevaring af store mængder hash, fastslår torsdagens dom.
Sagen viser tilsyneladende, at der er et stort marked i selv mellemstore provinsbyer.
Forleden blev tre mænd, heriblandt et medlem af Hells Angels, af Retten i Kolding fundet skyldige i at have håndteret i alt 317 kilo hash, som blandt andet blev solgt i Vejle.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.