Brøndby kom søndag eftermiddag tilbage på jorden efter torsdagens strålende sejr i Europa League-kvalifikationen, da AC Horsens tog fra Brøndby Stadion med en 2-1-sejr i 3F Superligaen.
Brøndbys offensiv var langtfra så farlig, som den har været i sæsonens første tre kampe, og det skyldtes blandt andet en flot defensiv præstation af Horsens, hvis udgangspunkt var meget dybt i banen.
På trods af den defensive Horsens-tilgang fik kampen en hektisk indledning med to scoringer i opgørets første ti minutter.
Bo Henriksens tropper indledte således målscoringen efter fem minutter.
Horsens-målmand Michael Lansing tippede et målspark op til forsvarer Sivert Heltne Nilsen, der headede bolden tilbage i favnen på sin målmand.
Dermed kunne Lansing sparke bolden langt, og på det følgende angreb fandt venstrebacken Michael Lumb færingen Hallur Hansson, som headede Horsens på 1-0.
Brøndby svarede dog hurtigt igen, da Brøndby-topscorer Kamil Wilczek på en af værternes eneste chancer i første halvleg headede et flot Dominik Kaiser-indlæg i mål til 1-1.
De jyske gæster forsvarede sig gennem halvlegen flot organisatorisk, men var også farlige den anden vej, hvor særligt angriberen Nicolai Brock-Madsen kunne ærgre sig over flere brændte muligheder.
Brøndby derimod spillede idéforladt og langsomt, hvorfor det sjældent lykkedes at bryde igennem Horsens' solide forsvar.
Det blev ikke bedre for værterne i anden halvleg, hvor Horsens igen bragte sig foran i opgøret på et hjørnespark.
Efter en times spil kom Brøndby-forsvareren Paulus Arajuuri nemlig højest ved den forreste stolpe, men finnen snittede bolden i eget net og bragte Horsens på 2-1.
Mod slutningen af kampen fik Brøndby skubbet gæsterne langt tilbage på banen, og det gav plads til en række Brøndby-muligheder, men værterne formåede ikke at få bolden i mål.
På torsdag skal Brøndby forsøge at rejse sig, når portugisiske Braga venter i Europa League-kvalifikationen på hjemmebane.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.