De har tidligere haft ry for at spille kedelig pindsvinebold. Men under træner Johnny Mølby er AC Horsens virkelig blomstret op med flot angrebsfodbold. Og det blev belønnet igen i dag.
Med besøg af bolsjestriberne fra Aalborg snuppede de gule alle tre point via en 1-0 sejr. Så kunne AaB rejse hjem til de nordlige himmelstrøg, mens Horsens kan konstatere, at de nu har en (i denne runde) utruelig tredjeplads i ligaen baseret på 38 point.
Horsens enlige mål blev scoret af Janus Drachmann i første halvlegs næstsidste minut.
Men i anden halvleg havde hjemmeholdet adskillige chancer for at få lystavlen i gang igen, ligesom Nicklas Helenius fra AaB nok også burde have scoret kort tid efter pausen.
I overtiden valgte gæsternes Chris Rolfe at sparke ud efter en modstander. Den slags giver rødt kort, når dommeren ser det. Det så Mads H. Kristoffersen, så Rolfe kan slappe af med karantæne i næste kamp.
AaB har med 31 point dog fortsat gode muligheder for at snuppe en Europa-billet i næste sæson.