Hvis du vil have horn i panden eller todelt din tunge, så skal det være læger, der står for indgrebet.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen med henvisning til, at denne form for kropsudsmykning hører under kategorien 'operative indgreb', der ifølge autorisationsloven kun må udføres af autoriserede læger.
Sundhedsstyrelsen er kommet på banen, efter at Folketingets Sundhedsudvalg og DF's Marlene Harpsøe har efterlyst klarhed over, hvilke krav der stilles til, hvem der har lov til bl.a. at operere horn i panden på folk.
Men styrelsen er ikke sikker på, hvorvidt de hvidkitlede egentlig må udføre operationerne i Danmark.
"Sundhedsstyrelsen finder det dog tvivlsomt, om en læges udførelse af et sådant indgreb vil være foreneligt med lægegerningen. Der er således grænser for, hvilke former for behandling en læge må udføre, selv om en patient har givet samtykke til indgrebet," skriver styrelsen ifølge fpn.dk.
Den udmelding undrer Muffe Vulnuz, der er indehaver af Copenhagen Body Extremes og kendt som Danmarks førende udøver af ekstreme kropsdekorationer.
"Når du må få silikone-bryster, hvorfor må du så ikke få horn i panden? Begge dele er jo operative indgreb. Det giver jo ingen mening. Det virker som en lovgivning, der mere handler om at forbyde folk at se alternative ud, end den handler om at beskytte folk. Hvorfor skal vi ikke have lov til at se ud, som vi vil," lyder det fra Muffe Vulnuz, der selv har horn i panden.