En tomatsalat på en restaurant kan virke helt uskyldig - men kommer tomaterne fra Tyskland, kan spiseren blive smittet med en dødelig bakterie.
Derfor er brancheorganisationen for 2.100 restauranter, Horesta, nu ude med en klar opfordring til, at alle restauranter hurtigst muligt skiller sig af med de potentielt forgiftede grøntsager.
Lige som Forbrugerrådet i går aftes var ude og opfordre supermarkeder til at fjerne tyske tomater, agurker og bladsalat fra hylderne.
Udmeldingen kommer efter, at syv danskere, flere svenskere og 214 tyskere er konstateret smittet med den farlige og livstruende tarmbakterie E. coli-bakterie, skriver TV 2 News.
I øjeblikket arbejder de tyske myndigheder på højtryk for at finde smittekilden og advarer i den forbindelse nu mod tyske agurker, tomater og bladsalat, men også spanske agurker.
De syv smittede danskere er alle blevet syge efter en tur til Tyskland, og derfor opfordrer Statens Serum Institut alle, der i maj måned har været i Tyskland eller har spist fødevarer hjembragt fra Tyskland om at være særligt opmærksomme.
Samtidig skal patienter med alvorlig diaré, herunder blodig diaré, søge læge.
Kilde TV 2 News