Før, under og efter de store fodboldkampe gør hooligans livet surt for almindelige tilskuere og ikke mindst politiet. Nu forventes Lene Espersen at fremlægge et lovforslag, der skal sætte en stopper for de værste voldelige sammenstød i miljøet. Det skriver Berlingske Tidende.
- Det er politiets erfaring, at det er den samme hårde kerne af personer, som gang på gang laver uroligheder i forbindelse med større fodboldkampe – ofte som forud arrangerede slagsmål mellem forskellige grupperinger og bevidst iscenesættelse af konfrontationer med politiet. Det er dén hårde kerne af personer i hooligan-miljøet, som politiet og fodboldklubberne nu får mere målrettede og effektive redskaber til at håndtere med det lovforslag, jeg fremsætter, siger justitsminister Lene Espersen (K) til Berlingske Tidende.
Et af de vigtigste punkter i forslaget er, at politiet skal have mulighed for at give de hærdede hooligans karantæne fra større fodboldkampe i superligaen og landskampe.
Advokatrådet og Institut for Menneskerettigheder har også været inde over lovforslaget. Det har blandt andet resulteret i, at sigtede, der ender i registeret, vil have ret til få deres sag prøvet for en domstol inden en uge. Et fornuftigt tiltag, mener en ekspert:
- Jeg synes, det er rart at se, at justitsministeren har lyttet til fodboldfans, så de værste urimeligheder er luget ud. Det er vigtigt, at et register kommer godt fra start, så det ikke medvirker til en skærpet stemning mellem politiet og fodboldfans. Fronterne skal helst ikke trækkes yderligere op, mener fodboldkommentator ekspert i hooliganisme Birger Peitersen.