Hongkongs regering har beordret regionens skoler til at gennemgå lærebøger og andre undervisningsmaterialer og fjerne dem, der kan være i strid med den sikkerhedslov, der blev indført i sidste uge.
Det gælder bøger og andet materiale med indhold, der er imod "de fire typer lovovertrædelser, der tydeligt stipuleres i loven". Det meddeler Hongkongs uddannelsesstyrelse.
- Hvis de finder forældet indhold eller indhold, der kan vedrøre de fire ovennævnte lovovertrædelser, bør de fjerne dem, lyder det.
De fire lovovertrædelser er separatisme, oprør, terror og samarbejde med et andet land eller anden instans, der kan true rigets sikkerhed.
I weekenden begyndte bøger, der er skrevet af fremtrædende demokratiaktivister i Hongkong, at forsvinde fra den asiatiske storbys biblioteker.
Bøgerne kan ikke længere lånes og er ikke at finde på hylderne.
Blandt de forfattere, hvis bøger ikke længere er tilgængelige, er Joshua Wong. Han er en af Hongkongs mest fremtrædende unge aktivister.
Tanya Chan, som er en kendt politiker og ligeledes en fremtrædende skikkelse blandt demokratiforkæmperne, er en anden af dem.
Mange frygter, at den nye sikkerhedslov vil undergrave den relative frihed, som befolkningen i den selvstyrende region blev lovet i 1997. Dengang blev regionen overdraget fra britisk til kinesisk styre.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP