For et år siden fik homoseksuelle par lov til at adoptere, og i disse dage ser det ud til, at de snart får lov til at gifte sig i kirken.
En undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad viser, at to ud af tre danskere støtter homovielser i kirken, og en rundspørge blandt landets biskopper, som Berlingske Tidende har lavet, viser, at seks ud af ti biskopper støtter op om ideen.
"Dét, Vorherre interesserer sig for, er mennesker, som elsker hinanden, og disse mennesker skal have lov til at give udtryk for det," siger biskoppen i Københavns Stift, Peter Skov Jacobsen, til Berlingske Tidende.
På Christiansborg er der også ved at danne sig et flertal for homovielser uden om Venstre og Dansk Folkeparti, da De Konservatives kirkeordfører, Rasmus Jarlov, overvejer at bakke op om det nye tiltag.
På trods af den stigende opbakning blandt politikere, biskopper og befolkningen opfordrer kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) alligevel til besindighed blandt politikerne, og vil i stedet have udarbejdet en rapport om emnet.
"Der skal ikke graves grøfter, og jeg vil gerne inddrage alle synspunkter", siger hun.