Den tidligere basketball-stjerne Tim Hardaway bukker, nejer og undskylder, fordi han har sagt, at han ikke mener, at bøsser hører til i et omklædningsrum. Men lige meget hjælper det. Han får ikke lov at deltage i den All Star-kamp, der bliver spillet i weekenden med tidligere NBA-stjerner. Det fortæller kommissær i NBA, David Stern.
»Det er upassende, at han skal repræsentere os, når forskellen mellem vores meninger er så stor,«
Tim Hardaway har udtalt sig nedsættende om basketkollegaen John Amaechi, der i sidste uge åbent stod frem og fortalte, at han er bøsse - i øvrigt som den første NBA-basketspiller nogensinde. Det fik Tim Hardaway til at stå frem i et radiointerview og give udtryk for sin afsky for bøsser.
»Jeg ville slet ikke ønske ham på mit hold. Hvis han var, ville jeg distancere mig fra ham. Jeg synes ikke, det er rigtigt. Jeg synes ikke, han skulle være i omklædningsrummet, mens vi andre er der«, sagde Tim Hardaway og tilføjede, at han hader bøsser.
Anger hjælper ikke
Tim Hardaway har nu angret sine udtalelser i et interview med tv-stationen WSVN, men har altså ikke fundet nåde hos NBA, og såmænd heller ikke hos hovedpersonen i hele miseren, John Amaechi.
»Hans ord forurener atmosfæren. Den atmosfære, der tillader, at unge bøsser og lesbiske bliver forfulgt i skolen, og som betyder, at homoseksuelle i 33 stater er i fare for at miste deres job«, siger John Amaechi.