Holm får klar besked: Tom Boonen vil vinde

Klassikerkongen Tom Boonen har ambitioner i Post Danmark Rundt, har belgieren fortalt til Brian Holm.

Brian Holm ville ikke lægge pres på sin stjernerytter Tom Boonen før Post Danmark Rundt, men nu er belgieren selv kommet til den danske sportsdirektør med ambitioner.

- Tom er vældig motiveret. Det er han egentlig altid. Han er altid glad.

- Det er sjældent, at vi kører for mere end en rytter, og hvis han så fejler, går det galt, men nu kører vi for Tom, siger Brian Holm.

Beslutningen betyder dog ikke, at de andre ikke skal holde sig til på den såkaldte kongeetape i Vejle.

Tyskeren Bert Grabsch, som er tidligere verdensmester i enkeltstart, kunne også være et stærkt kort for Omega Pharma-Quick Step, hvis han når frem til enkeltstarten uden tidstab.

- Hvis Grabsch kan få bagdelen op over Vejle, så er han også med. Det giver sig selv, siger Brian Holm.

Kiddesvej i Vejle virker imidlertid som noget af en udfordring for den tunge tyske temporytter.

På løbets 1. etape kørte det belgiske mandskab for Tom Boonen, men et koks i toget kostede chancen for sejren, som gik til Andre Greipel.

- De kørte spurten for Tom, men så mistede de hinanden i næstsidste sving.

- Da han rejste sig op og så, han ikke kunne vinde, slog han ud og kørte frihjul.

- Selvfølgelig kører vi for massespurterne. Men vi ved godt, at hvis Boonen skal slå Mark Cavendish og André Greipel og de drenge, så skal alt flaske sig. Men det skal prøves.

- Det ser ikke helt tosset ud - vores lead-out. De skal bare lige finde hinanden. Det lykkedes så ikke i går, siger Brian Holm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.