På trods af sin succesfulde karriere i Hollywood, lader Kate Hudson sig ikke underlægge modens nyeste trends.
Hun går i det samme tøj, som før hun blev et verdenskendt ansigt, og det har hun ikke tænkt sig at lave om på.
"Når det handler om tøj, så har min stil aldrig ændret sig. Jeg er meget specifik med, hvad jeg kan lide. Jeg elsker mønstrede kjoler og forskellige tekstiler. Jeg kan ikke komme væk fra blomstret tøj. Jeg kan ikke lide at gå med tøj, som hæmmer mig," siger Kate Hudson til femalefirst.co.uk.
Den 31-årige stjerne er godt klar over, at folk har en mening om hendes til tider umoderne stil, men det er ikke noget, Hudson lader sig mærke med.
"Mit liv er simpelthen for kort til, at jeg kan bekymre mig om sådan nogle ting," siger skuespillerinden.
Hudson forklarer dog, at det kan være behjælpeligt at have venner i modeindustrien.
"Jeg har venner i modeverdenen, og jeg har kæmpe respekt for dem. Stella McCartney klæder mig tit på. Det, jeg elsker ved hende, er, at alt det tøj, hun laver, er så behageligt. Hun forstår kvinder og ved, hvordan en kvinde ønsker at klæde sig."